Se på sygefraværet
Alle arbejdspladser skal lave arbejdspladsvurderinger (APV). Det skal ske hvert tredje år, eller før hvis der sker ændringer i arbejdet, som kræver en ny vurdering. Vurderingerne skal bruges aktivt til at sætte fokus på sygefraværet. En APV skal indeholde en vurdering af, om der er forhold i arbejdsmiljøet, der har været årsag til sygefravær eller forhold, der i fremtiden kan blive årsag til sygefravær.
Når man laver en APV, findes der både skemaer, tjeklister og vejledninger på nettet, som kan være til stor hjælp. I forhold til sygefravær, kan APV’en bruges til at:
- Kortlægge arbejdsmiljøet generelt.
- Se på medarbejdernes sygefravær det sidste år. Her skal man tjekke, at det kun handler om medarbejdernes egen sygdom og eksempelvis ikke barnets første sygedag.
- Dele sygefraværet op i korttidssygefravær og langtidssygefravær ud fra de kriterier, som I har besluttet på jeres arbejdsplads.
- Se på, om der er noget ved arbejdsmiljøet, der kan være årsag til sygefraværet. Det kan for eksempel være problemer med indeklimaet, hvordan arbejdspladsen er indrettet, hvordan arbejdet tilrettelægges, om der er samarbejdsproblemer og så videre.
- Se på, om der er mere sygefravær i visse perioder og tale om, hvad det kan skyldes. Årsager kan være sæsonbestemte, eller når bestemte opgaver udføres.
- Se på andre afdelinger eller arbejdspladsers sygefravær, for at vurdere om man har et højt fravær eller ej.
- Lade medarbejdere drøfte om de oplever, at arbejdsmiljøet har betydning for deres sygefravær.
- Sørge for, at initiativer bliver taget i tæt samarbejde med ledelsen.
Se: Arbejdstilsynets APV-tjekliste
Du kan også se tilstanden på arbejdsmiljøet for din jobtype. Den findes på NFA’s hjemmeside og hedder Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2012-2020.