Spring til indhold

Samtale med sagsbehandleren fra jobcentret

Fakta

  • Når du er sygemeldt, skal kommunen indkalde dig til en samtale inden for de første otte uger af sygemeldingen.
  • Før samtalen modtager du et oplysningsskema i din e-boks, som du skal udfylde og sende tilbage til kommunen inden otte dage.
  • Samtalen i jobcentret skal afklare, om du eventuelt har behov for støtte, som kan hjælpe til, at du kommer tilbage til dit job hurtigst muligt. Det kan være, at du skal vende delvist tilbage til dit arbejde, have genoptræning, hjælpemidler, skånehensyn med mere.
  • Jobcenteret skal sikre, at du bliver inddraget i behandlingen af din sag. Jobcenteret bør også inddrage andre relevante personer, for eksempel din arbejdsplads, din læge, din a-kasse, din faglige organisation, kommunen og hospitalet.
  • Jobcenteret har pligt til at vurdere, om det er realistisk, at du vender tilbage til din arbejdsplads. Ellers skal du for eksempel have vurderet din arbejdsevne gennem et ressourceforløb. Det kan være, at du må skifte fag eller branche, og det kan for eksempel ske via almindelige uddannelsesforløb eller via revalidering. Efter en vurdering, kan din arbejdsevne blive vurderet til at være varigt og væsentligt begrænset i enhver type af job, og så er fleksjobordningen en mulighed for dig. Er dit helbred meget dårligt, kan førtidspension komme på tale. Sagsbehandleren på jobcenteret skal i alle tilfælde tilbyde dig rådgivning og vejledning.
  • Nogle gange har kommunen et samarbejde med et privat firma, som holder samtalerne med dig, men kommunen har stadigvæk ansvaret for indsatsen.
  • Ved langvarig sygdom kan man få en såkaldt rundbordssamtale. Ved en rundbordssamtale drøfter du, din chef, tillidsrepræsentant, sagsbehandler, læge eller andre relevante parter mulige løsninger på din sygdom og arbejdssituation.
  • Standby-ordning. Hvis din sygdom er meget alvorlig (for eksempel livstruende), og du på grund af sygdommen ikke har mulighed for at møde fysisk op til samtaler med din sagsbehandler, kan du få en standby-ordning. Så skal du ikke deltage i samtaler eller aktive tilbud. Hvorvidt du er omfattet af standby-ordningen er en konkret vurdering i hver enkelt tilfælde. Du kan læse mere om ordningen her.

Generelle gode råd

  • Husk at holde øje med din e-boks, når du er sygemeldt. Du kan miste din ret til sygedagpenge, hvis du ikke returnerer oplysningsskemaet til kommunen til tiden
  • Der kan ske modregning i din løn, hvis du ikke returnerer oplysningsskemaet, eller hvis du på andre måder ikke lever op til regler, frister og samarbejder med kommunen. 
  • Tag kontakt til din fagforening for at få råd og vejledning om netop din situation 

Gode råd når du skal til samtale i jobcenter/med kommunen:

  • Forbered dig på samtalen med sagsbehandleren i kommunen. Skriv gerne dine spørgsmål og bekymringer ned inden mødet.
  • Tag gerne en bisidder med til mødet. En bisidder kan være din tillidsrepræsentant, men det kan også være en ven, en ægtefælle, bror eller anden person, som deltager i mødet for at støtte dig ved at lytte med og måske stiller opklarende spørgsmål. Bisidderen kan hjælpe dig med både forberedelsen af mødet og de næste punkter.
  • På mødet er det vigtigt, at du får at vide hvilke krav, der bliver stillet til dig, og at du forstår begrundelserne for dem. Med andre ord skal du vide ’hvad’, der kræves og ønskes af dig, og ’hvorfor’ det sker. Derfor er det også helt i orden, at du spørger ind til ’hvad ’ og ’hvorfor’.
  • Afgørelser skal du have skriftligt, og der skal følge en klagevejledning med. Sker det ikke, må du bede om det.
  • Når samtalen slutter, skal du sikre dig, at der er en klar aftale om, hvornår I skal snakke sammen igen, hvad næste møde drejer sig om, og hvad der forventes af dig indtil da. Du må også gerne have ønsker selv og udtrykke dine behov og forventninger.
  • Føler du dig presset til at genoptage dit arbejde for tidligt, må du sige fra. Det er vigtigt, at din sagsbehandler ved, hvor du står, og om det er realistisk, at du kan genoptage arbejdet på et bestemt tidspunkt.
  • Hvis du synes, at der sker for lidt fra kommunens side, må du selv tage initiativ til samtaler om for eksempel træning eller anden støtte, som kan bringe dig hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.
  • Du har ret til at se, hvad der bliver skrevet om dig og din sag.  Du kan begære aktindsigt mundtligt eller skriftligt, eksempelvis ved at sende en mail.
  • Du er ikke forpligtet til at opholde dig på din bopæl under sygdom, men som hovedregel skal du opholde dig her i landet, og du har ansvaret for, at du kan modtage e-post og du skal have mulighed for at møde op til samtaler du bliver indkaldt til. Du har ikke ret til at holde ferie, mens du er sygemeldt, men skal raskmeldes, før du eventuelt holder ferie. Det er altid en god idé at tale med en sagsbehandler om ferie i god tid, før du ønsker at holde den.