Efter sygdom, hvad så?
Sygdom kan strække sig fra at være en kort periode, hvorefter arbejdslivet fortsætter, men det kan også være begyndelsen på et længere forløb.
Her oplister vi forskellige situationer, der kan følge efter en periode med sygdom:
- Tilbage til arbejdspladsen: Man kan enten vende tilbage med fuld arbejdsevne eller gradvist som delvis syg.
- Arbejdsløshedsdagpenge: Ledige, som igen kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, genoptager dagpenge fra a-kassen.
- Revalidering: For at kunne forsørge sig selv fremover kan det være nødvendigt med støtte til eksempelvis at komme over i et andet fag. Revalidering kan både være uddannelse og praktik på en virksomhed.
- Personlig assistent: Når din funktionsevne er nedsat, kan kommunen bevilge dig en personlig assistent, således at du fortsat kan forblive i arbejde. En personlig assistent ansættes på din arbejdsplads i op til 20 timer ugentligt, og udfører de funktioner, du ikke selv kan klare. Det kan eventuelt være en kollega.
- Mentor: For at komme godt i gang på en arbejdsplads kan der ydes tilskud til brug af en mentor. Kommunen dækker udgiften. Mentor kan bruges både ved ordinært arbejde, fleksjob, under aktive tilbud og uddannelse.
- Ressourceforløb: Når du har komplekse problemer ud over ledighed, har modtaget offentlig forsørgelse i lang tid og/eller deltaget i aktive tilbud uden at komme tættere på arbejdsmarkedet, kan du få tilbudt et ressourceforløb på op til fem år. I et ressourceforløb kan du få et helhedsorienteret og tværfagligt forløb. Forløbet planlægges i samarbejde med sagsbehandleren, rehabiliteringsteamet og dig selv.
- Fleksjob: Når en varig begrænsning i arbejdsevnen betyder, at man ikke kan arbejde i en ordinær stilling længere, kan kommunen tilbyde et fleksjob. Ved ansættelse i fleksjob efter 1. januar 2013 udbetaler arbejdsgiveren løn ud fra jobcentrets vurdering af, hvor stor en arbejdsmængde en ansat kan yde (arbejdsintensiteten). Kommunen udbetaler fleksløntilskud som supplement hertil.
- Førtidspension: Når arbejdsevnen er varigt nedsat i et omfang, så det ikke er muligt for dig at arbejde via fleksjob eller et ordinært arbejde, kan kommunen tilkende dig førtidspension. Førtidspension kan almindeligvis ikke gives til personer under 40 år. I langt de fleste tilfælde skal du forinden gennem et ressourceforløb af mindst et års varighed.