Forsikring og pension
Udbetaling af forsikringsydelser – ingen modregning
Får du udbetalt erstatning efter en arbejdsskade, eller får du udbetalt andre forsikringsydelser (personskade, invalideydelse, gruppeliv eller lignende), sker der ingen modregning i løn under sygdom eller sygedagpenge.
Din samlever/ægtefælles indkomst, din formue eller arv vil heller ikke blive modregnet i løn under sygdom eller sygedagpenge.
Kontakt pensionskassen, når lønnen stopper
Din pensionskasse får ikke automatisk besked, hvis du bliver syg. Det er meget vigtigt, at du henvender dig til din pensionskasse, hvis du mister din løn på grund af sygdom.
Indbetalingen til din pensionskasse stopper, indtil du kommer i arbejde igen og igen får løn.
Ring til pensionskassen. De giver dig informationer om din pensionsordning i forbindelse med almindelig sygdom, nedsat arbejdstid, kritisk sygdom, revalidering, fleksjob og førtidspension mv.
Hvis din erhvervsevne er nedsat betydeligt, så kan der også være mulighed for udbetaling af invalidepension fra dit pensionsselskab (permanent eller midlertidigt).